Jigg the Big - Aborre i megaklassen.

Af Mads Grosell @ www.ddbait.com

Hvert år i februar/marts og april bliver der fanget nogle meget store brakvandsaborrer. En signifikant stor del af disse fisk bliver fanget på jigs.

Hvorfor netop jiggen sorterer mange mindre fisk fra ved jeg ikke, men det er et faktum jeg nyder gavn af på dage hvor der virkelig er gang i fiskeriet.

På forårsdage sidst i marts og i starten af april hvor vejret arter sig med højtryk og enkelte solstrejf, kan man opleve det mest utrolige jigfiskeri på de traditionelle brakvandsaborre lokaliteter. Når de store aborrer virkelig er i hugget, så er jiggen klart den bedste agn, og snitstørrelsen på de fangne fisk er helt i top.

Det er dog ikke ligegyldigt hvilken jig man binder på og for jigfiskeri i særdeleshed, er teknikken afgørende for hug

.
Bundkontakt giver hug

Jiggen er designet til af bumpe hen over bunden i små livlige hop, den imiterer i høj grad aborrens fødeemner i de brakke vande, rejer og småfisk, som kutlingeunger m.m., som jo flygter i ryk når de bliver jaget.

Det er både selve bevægelsen og den lyd samt evt. muddersky der opstår når det lille blyhoved gentagne gange rammer bunden, som får storaborren til at angribe hårdt og kontant.

Jiggens fordele er at den kaster langt og synker hurtigt, samt at man får afsøgt bunden hurtigt og effetivt. Ulemperne er at man på træge dage, fejlkroger for mange fisk, samt at jiggen alt for hutigt får spredt stimen. Jiggen bør kun bruges på de helt gode dage, ellers skal man holde sig til ishøjrigget eller medefiskeri med orm eller levende rejer.

Jiggen arbejder bedst i de dybe huller og generelt giver den ikke så godt på lavt vand, den kan være helt fænomenal i tryggevælde å og tilsvarende vande med dybere stræk såsom kanaler og havnebassiner, her kommer den virkelig til sin ret.

Ringe udvalg på det danske markede

Som med alt muligt andet isenkram, er der stor forskel på hvad man binder i enden af linen. De sædvanlige kuglehoved jiggs og Twister haler som kan fås i handlen herhjemme er desværre langt fra de bedste. Derfor handler jeg stort set alle mine jigs i udlandet, hos Bass Pro Shop eller forretninger i USA - de har et helt suverænt udvalg, til fornuftige priser.

Jigghoveder kan man også lave selv, det giver mange kombinationsmuligheder og med lidt snilde opstår der giftige jigs.

Jeg har mest held med jighaler af "shad" typen, d.v.s. fiskehaler, de skal være lyse, helst fluogule, perlemorshvide eller endnu bedre fosforiserende(selvlysende).

Twisterhaler kan også være gode, specielt hvis de er dobbelte, altså "frøben", de kan give godt på lidt sløve dage.

Jigg typer

Jigghovedet er sammen med halen afgørende for jiggens gang i vandet, men et godt hovedet er intet værd uden den rigtige hale og omvendt. Svømmende jigs er for alvor noget jeg har fået øjene op for, efter opfindelsen af "flying lure", en genial agn til mange fisk, men specielt effektiv til blackbass.

Den svømmende jig har et fladt hoved, så den svæver mod bunden når den falder, den er afbalanceret, så den svømmer pæcis som en fisk. Jeg har selv lavet et jighoved som virkelig svømmer og det har givet mange fine fisk.

Et andet specielt jigghoved er "stand up" jiggen, den er ganske enkelt konstrueret så halen altid står op fra bunden, det kan være utroligt effektivt og jiggen bliver ofte samlet op når den for lov til at stå på bunden 1-2 sekunder.

"Rattleheads" har indbygget en lille stålkapsel med to små stålkugler, det rasler selvfølgelig helt vildt når jiggen rammer bunden, jeg har dóg ikke har testet disse hoveder grundigt nok til at kunne bedømme deres evner.
Faktisk er det kun fantasien der sætter grænser når man fremstiller jigs, præcis som hvis det var fluer man bandt.

Den perfekte finish opnås ved at bruge plastikpulver til at lave en "coating", som ikke slås af mod sten m.m. Faktisk fås denne coating i mange utrolige farver, inklusiv den eftertragtede fosforiserende, den forhandles i bl.a. Jagt og Fiskerimagasinet i København.

En meget efektiv jig som altid giver fisk er den originale Vibrotail fra Bluefox, i den mindste størrelse og i farverne hvid og gul - den fås faktisk herhjemme, men koster selvfølgelig en bondegård.

Grej

Aborregrej skal være UL-grej ellers er det ikke sjovt. En 6-7 fods kulfiberklinge med en kastevægt på 2-10 gram er perfekt til jigfiskeri, Berkley og Cormoran har lavet specielle UL-jig stænger og de er virkelig fede. Linen skal helst være 0.16-018 mm, gerne Drennan Double strength, da den er slidstærk og relativt stiv.

Spunden line er heller ikke tosset, Berkley fireline i 0.08 eller 0.10 mm giver suveræn kontakt, jeg plejer at bruge 1 meter fluocarbon eller monofiltip i 0.18 mm, så ser fisken i hvert fald ikke linen. Husk at din stang skal have SIC-øjer for at kunne bruge fireline. Hjulet skal svare til stangen, altså et lille lækkert UL-hjul, her er Shimanos mindste Biomaster 1000x virkelig godt til pengene, men der findes endnu bedre modeller, men de koster selvfølgelig det mere.

Et lille medenet monteret på et kort skaft i bæltet, samt en 2 eller 5 kilos supersalter vægt, er selvfølgelig et must hvis du skulle fange drømmefisken. Aborren er en værdsat spisefisk, så hvis du gerne vil have fisk med hjem, så tag en håndfuld mellemfisk på 6-800 gram og lad de store rogntunge hunner gå, så er du med til at sikre fiskeriet fremover

.
Mads Grosell www.ddbait.com