
Peter fortæller:
Jeg var egentlig ude for at fange store skaller til årets sidste planlagte tur efter gedder. Efter en times resultatløst fiskeri med kastenettet måtte jeg opgive. Der røg den geddetur, tænkte jeg. Jeg ville dog lige prøve et par kast mere, og denne gang lykkedes det. Det var dog ikke lige den optimale størrelse agnfisk til gedder, men derimod til aborrer, da kastenettet var fyldt til bristepunktet med bittesmå skaller, løjer og brasen på 5-10 cm. Nå, men så kom menuen til at stå på aborre det meste af dagen, hvilket skulle vise sig slet ikke at være så tosset en idé.
Jeg mødte en gammel garvet kending på fiskepladsen. Han havde allerede fået de første 10 aborrer på land efter blot en times fiskeri. Et par stykker af dem var omkring kiloet, og de fleste omkring pundet. Fisk i den størrelse hænger langt fra på træerne, så der var bestemt optræk til rigtig godt fiskeri.
Det var med kriller i fingrene, da jeg tog det første kast, og der gik også højest et minut, før et par små nyk i stangspidsen indikerede, at en aborre havde indhaleret den lille brasen. Kort tid efter lander jeg en fin og tyk fartstribe på ca. 800 gram. Det gentog sig nøjagtigt på samme måde i det næste kast, denne gang var der bare meget mere vægt bag.
Den blev ved med at gå dybt, og jeg var på et tidspunkt ved at tro, at det var en fejlkroget brasen, jeg havde fat i. Så blev jeg meget overrasket, da en stor og megatyk aborre kommer til overfladen. Den så voldsom ud i vandet, og jeg tænkte straks, om det kunne være en ny PR, så jeg fik lidt nerver på.
Min sidemakker Michael kunne med rolig hånd sætte nettet under fisken og få den op på det tørre. Det var bestemt en af de største, jeg har landet i netop dette vand, så glæden var kæmpestor, da vi kunne veje den til 1,4 kg rent.
Resten af eftermiddagen havde vi et helt fantastisk fiskeri med flere fisk omkring og over kiloet, men ingen i samme størrelsesorden som den store.
Red: Tillykke med den nye PR fra et svært vand for fisk over kiloet.
Marts 2008