
Jesper Karlsen 1.950 g
Hermed lidt om hvordan jeg fangede denne aborre:
Solen skinnede, og der var en frisk kold nordlig vind – så det var ikke de mest ideelle forhold, men ud ville jeg…
Jeg havde kun 4-5 timer at fiske i. Det var min første tur i lang tid, så jeg besluttede mig for at tage på Furesøen og fiske efter gedder med wobler, da jeg ikke lige havde agnfisk ved hånden.
Jeg valgte at lægge mig i et område med 4-6 meter vand umiddelbart lige uden for rankegrøden, for jeg har erfaring for, at dette område giver fine fisk på denne tid af året.
Fisken huggede på en mellemstor geddewobler på 4-5 meter vand langs med grøden nede over bunden. Jeg troede først, at det var en lille sandart, da jeg så den ved overfladen. Da den kom ind i båden, havde jeg kun en 15 kilos vægt, som jo ikke duede til at veje den. Så jeg tog fisken med til stationen i Holte for at få den vejet på bismarvægten: hele 1,95 kg.
Sært nok var gedderne ikke i humør til wobler denne dag…
Men med sådan en tillægsgevinst er der ingen klager fra mig…
Så vidt jeg ved, findes der to typer af aborre. Den ene aborre er pelagisk, og den anden er en mere stationær type, som lever langs bredden og grøden. Jeg synes, denne aborre er temmelig plump i formen, så den tilhører sikkert den sidstnævnte gruppe.
Okt 2009